De Himmerlandske Heder – Østlig del

Endnu en tur i Himmerland, og endnu engang i regnvejr. Denne gang gik turen rundt på De Himmerlandske Heder i dagsregn. Turen var en hjemme-planlagt udgave, hvor jeg kom rundt i den østlige del af hederne. Der er en skiltet tur rundt i hele hedeområdet på ca. 20 km. Men skiltningen kan dog være lidt diffus enkelte steder. Så det kan anbefales at medbringe en app eller andet til at hjælpe med at finde vejen.

Skiltningen kan enkelte steder være lidt svær at tyde.

Ruten går igennem et meget varieret hedelandskab, som veksler mellem bakker og dale, eller mere flade stykker med hede og mindre træer. Landskabet det første stykke af ruten er ret åbent, men man kommer også ind i plantagen, hvor der er læ.

Den rute som jeg havde planlagt hjemme fra via Mapy.cz fulgte nogle gange lidt alternative stier. F.eks. hjulspor, som pludselig kunne være meget svære at spotte, for derefter at dukke op senere igen.

Dette er faktisk et hjulspor
Søen/vådområdet var heldigvis markeret på kortet, så der kunne navigeres efter denne.

I dagens anledning var jeg iført komplet regntøj og gaiters. Jeg bruger gerne gaiters sammen med regnbukserne, for at beskytte dem lidt, hvis jeg på forkant ved, at jeg kommer ud i noget terræn, hvor der er bevoksning. Så får jeg knap så beskidte regnbukser, men de beskytter også bukserne lidt, da de ultralette OMM regnbukser jeg bruger kan være lidt sarte.

Gaiters fra Montane
Og netop derfor bruger jeg gaiters

Jeg kommer helt sikkert til at besøge De Himmerlandske Heder igen på en dag med knap så meget regn. Både for at vandre den anden halvdel, men også for på et tidspunkt at tage hele den markerede rute rundt.

Ude og mærke vejret på heden
Hedeblomster

Regnvejrs tips

Jeg tog lidt læring med hjem fra dagens tur:

  • Find regntøjet frem, og tag regnbukser på allerede i bilen, hvis du forventer at det regner. Ingen grund til at gå 50 meter for derefter at stå og danse med regnbukserne.
  • Har du snacks med – og det har du sikkert – så sørg for at de ligger lettilgængelige i en sidelomme. Ikke omme i rygsækken. Det er rart lige at kunne tage en gående eller stående snack, uden at skulle have fat i rygsækken, når det regner.
  • Sørg for at dine støvler har fået godt med fedt, så de holder tætte.
  • Og overvej til sidst om du også skal til at bruge gaiters.

Dagens rute

Når de staver “Dyr i indhegning” med T, så ved man at det bliver godt.

Loading

Skriv en kommentar