I starten af april 2024 fløj jeg til Mallorca for at vandre på GR-221 – De Tørre Stens Rute. Planen var at vandre ruten fra Pollenca og sydpå til Estellencs. Mange vandrebøger beskriver ruten fra syd til nord, men den kan snildt vandres nord til syd.
Landede i Palma lufthavn (PMI), tog lufthavnsbussen ind til centrum, og skiftede til en regionalbus som kørte direkte til Pollenca. Busforbindelserne på Mallorca er generelt ret gode, men der kan enkelte steder godt være lidt tid mellem busserne. Og så kører buschaufførerne i øvrigt som om at de har stjålet deres bus – det går stærkt!
Pollenca er en fin lille by med både supermarkeder, barer og restauranter. Der er et centralt torv, hvor der i hvert fald om søndagen er et torvemarked med blomster og håndværk.
Dag 1 – Pollenca – Lluc
Ruten ud af Pollenca går en anelse opad, men så snart at man er ude af byen flader ruten ud indtil at man begynder at stige op igennem skoven. Ditto med vand – der er kilder, men vil man satse på at der er vand i dem. Vandet i hanerne på Mallorca kan sagtens drikkes, men smager dog af klor.
Der er ikke muligheder for at proviantere frem til Lluc, så der blev indkøbt en sandwich på en af barerne omkring den centrale plads i Pollenca.
Det var første vandredag på Mallorca, så det bar både indholdet i rygsækken og påklædningen præg af. Lidt udenfor byen måtte den langærmede trøje vige for en T-shirt. Og så stod den ellers på T-shirt resten af turen. Regntøjet røg også op af rygsækken, for der var ikke udsigt til en eneste dråbe regn hele ugen.
Vel fremme på klosteret i Lluc var der mulighed for aftensmad på klosteret i form af en slags “pilgrimsmenu” til €18 for tre retter mad. Det er ikke et kulinarisk højdepunkt, men smager udmærket.
Klosteret er især interessant om aftenen, når dagsturisterne er taget hjem, og der falder lidt ro over det hele. Især basilikaen er et besøg værd.
Dag 2 – Lluc – Cuber
Dagen startede igen med den blå blå himmel, som vi skulle komme til at se meget mere af de efterfølgende dage. Igen går ruten opad gennem skov, indtil at vi passerer trægrænsen. Undervejs bliver vi begunstiget med adskillige fantastiske udsigter, frem til at vi når dagens højeste punkt i 1200 meters højde, efter vi har passeret passet Col de Telegraph.
Herfra går det nedad indtil at vi møder vandingskanalerne, som føder Cuber reservoiret med noget af sit vand. De sidste par kilometer følger vi kanalerne, så det føles næsten som at det går ret ligeud frem mod busstoppestedet.
Bus retur til klosteret i Lluc, og denne gang aftensmad på restaurant Ca s’Amitger, som var en væsentlig bedre oplevelse end menuen på klosteret.
Dag 3 – Cuber – Sollér
Man kan tage samme bus retur til Cuber, men den kører desværre først et stykke tid op ad formiddagen. Så retur til Cuber blev med det lokale taxaselskab.
Ellers starter dagen ganske fladt ud langs Cuber reservoiret inden at ruten går over i en mindre stigning. Herefter står den på en jævn nedstigning på brosten igennem skov og dal. Under nedstigningen kommer vi til et fint udsigtspunkt, hvor man kan se både Sollér og bugten.
Hvis man har planer om frokost i Biniraix, så vær opmærksom på, at der kun er én enkelt bar. I hvert fald som har åbent til frokost. Man kommer lige til den hvis man følger ruten. Ruten gennem byen er ganske mangelfuldt skiltet, så brug GPS eller kort. Skulle det ske at man går forkert og ryger ud på den lille vej mod Sollér, så er det ikke så slemt. Man sparer lidt kilometer, og den er ganske hyggelig at gå langs.
Vel ankommet til Sollér er der pludselig mange turister. Byen er ganske populær både bland dagsturister, men også andre som bruger byen som udgangspunkt. Der er rigeligt med barer og restauranter på torvet foran kirken.
Men man kan også tage den gamle sporvogn ud til Port Sollér. Turen koster €10 pr. vej pr. næse. Kun lidt mindre end en taxa, så det kan man jo overveje retur. I Port Sollér er der fyldt med restauranter langs havnepromenaden.
Hvis man er til tapas, så kan El Sabor anbefales. Ligger lige ved det første stop ved havnen.
