Desværre stadig i Kathmandu! Vi kom afsted mod lufthavnen til tiden, og igennem indvejning uden problemer. Vi må have 10 kg. indchecket bagage, og 5 kg. håndbagage. Så lommerne var fyldte med batterypacks, vådservietter og snacks 🙂 Security gik også uden problemer, og så satte vi os ellers til at vente. Og vente. Og vente noget mere. Afgangen blev hele tiden skubbet, mens vi ventede på opklaring i vejret oppe i bjergene.
En opklaring som aldrig kom. Efter at have siddet i lufthavnen fra kl. 6 til kl. 14 blev vores flyvning omsider cancelled. Men i det mindste holdte vi humøret højt. Der er jo ikke meget at gøre ved vejret. Men vores buffer-dage bliver lige så stille spist op.
Lidt mere eftermiddag på egen hånd i Kathmandu, inden fællespisning på Yin-Yan, som bestemt ikke kan anbefales. Tjeneren, den stakkels pige, havde ikke styr på noget som helst.
Planen for de kommende dage er, at imorgen bliver vi i Kathmandu! Vi bliver kørt lidt ud af byen, og så trekker vi en fire timer op til at højdedrag. Og i overmorgen tager vi så i lufthavnen igen, mens vi håber, at det bliver muligt at lande i Lukla.
Idag var også dagen hvor jeg købte et Nepalesisk SIM-kort. Vi gik hen til butikken lige om hjørnet fra hotellet, som solgte duge og SIM-kort. Og efter et par billeder af pas, portræt og sælgerens egen tommelfinger, så var vi nu de glade ejere af to nye SIM-kort.
Meget praktisk at kunne komme online for lige at checke Google Maps eller lignende. Pris for 7 GB data hos N-Cell fra 2100 NPR + 150 NPR for selve SIM-kortet. Kortet kan også bruges til at ringe indenrigs i Nepal op til 600 minutter.

